Drivkraften er oftest naturglæde kombineret trang til udfordringer i vild natur. Oplevelsen af en indre harmoni i den store ensomhed er også en del af det.
At færdes i fjeldet/vildmarken er da også oftest forbundet med disse ting. Undertiden kan det være psykisk helende.
Men naturen er bare ikke altid behagelig. Mødet med vildmarken og dens kræfter kan under visse vilkår virke voldsom og skræmmende. Man må udvikle et fortrolighedsforhold til den mægtige natur og til sig selv i den.
I artiklen ”Fjellsinn”
(kilder nedenfor)
har Erik Arentz beskrevet udviklingen af fjeldsind gennem en proces bestående af forskellige stadier. Det behøver ikke være fjeldet, men kunne også være ørkenen, pampaen, regnskoven m.m. Men fordi Erik Arentz er nordmand, kommer det til at handle om fjeldet.
Han beskriver 3 fjeldprøver, som hver for sig må bestås, inden indtræden i det næste stadium kan finde sted. Prøvelserne består af forskellige voldsomme oplevelser i ensomt møde med den store natur. (F.eks. at fare vild i uvejr og usigtbart føre og måtte tilbringe natten ude uden ly og uden at vide, hvor man er). Når man er i stand til at gennemleve en sådan prøvelse i behersket sindsro, er man styrket og klar til at gå næste større fjeldprøve i møde. Eller man er kommet nærmere et forhold til fjeldet, præget af ”venskab” og fortrolighed.
Én af de 9 fjeldregler siger: ”Gå aldri alene”. Dette er en sikkerhedsregel. Erik Arentz påpeger dog, at det ultimative forhold til fjeldet netop opnås alene i selskab med kun fjeldet. (I selskab med en god ven, behøver man jo ikke nødvendigvis andet selskab).
Erik Arentz fremhæver perspektiver i processen, som rækker langt videre end blot til forholdet til naturen. Han påpeger et generelt personlighedsudviklende aspekt ved lange ensomme ophold i store og øde områder – og fremhæver her f.eks. nogle af historiens store tænkere.
Også Fridtjof Nansen, der efter sine store bedrifter i polarområderne fik en central rolle i hjælpearbejdet for flygtninge efter første verdenskrig, fremhæves.
(Artiklen ”Fjellsinn” blev første gang bragt i DNT’s årbog fra 1950 og siden gengivet i bogen ”Friluftsliv fra Fjidtjof Nansen til våre dager” fra det norske ”Universitetsforlaget”).
Artiklen er gammel, men må vist være evigt aktuel for folk, der agter sig i ødemarken. Og i henhold til det sidste måske også for andre.
Begreber fra ovenstående:
”DNT”
står for ”Den norske Turistforening” (egentlig en fjeldvandrerforening – det engelske navn ”Norwegian trekking Association” er nok mere dækkende). Foreningen, der har ca. 130 år på bagen, driver i dag et stort antal hytter i fjeldområder spredt i hele Norge.
”Fjeld”
er i Norge et begreb, som rækker langt videre end den danske opfattelse af samme ord. Fjeldet er et landskab i lighed med skoven, heden, prærien o.s.v. og dækker i almindelighed de udstrakte nøgne områder, som man kommer til, når trægrænsen passeres. Ordet bruges dog også ofte om forholdsvis højtliggende områder under trægrænsen. Fjeldet er altså ikke blot som på dansk, et højt punkt.