 |
|
|
 |
|
Peru 2007. Supplerende forklaringer og kortskitser.
Denne side er et supplemet til beretningen om Peru 2007.
Nedenstående 2 kortudsnit viser Peru. De fremhævede stednavne indgik i rejsen - undtagen Titicacasøen, hvor vi ikke kom p.g.a. lokal busstrejke i Peru.
Skrol længere ned for forklaringer om de to treks og se skitse over Huayhuash-trekket (Huayhuash de Cirkuit).
Herefter om indledende manøvrer før rejsen og generelle indtryk efter.
Sidst den oprindelige rejseplan.
Kort over Peru med fremhævelse af lokaliteter, som vi besøgte.
Hvad er Salcantaytrekket?
Dette trek, der går igennem bjergkæden Vilcabamba, er et alternativ til den berømte Incatrail, der er blevet overbelastet af mange menneskers færden på den. Incatrail er derfor blevet pålagt begrænsninger for færden af den peruvianske regering. Max. 500 personer pr. dag. Dette betyder ventelister på flere måneder, og at mange derfor opgiver at vandre på Incatrail. Det er kun tilladt at færdes på Incatrail i grupper med guide. Vandring på Incatrail tager 4 dage.
Salcantay-trekket er blevet åbnet som et alternativ. Den slutter som Incatrail ved den velbevarede inca-ruin-by, Macchu Picchu, men starter et helt andet sted og har et noget anderledes forløb. Ikke så mange historiske steder, men derimod en udpræget flot naturvandring, der i højder veksler mellem 4600 og 1600 meter, hvilket gør den meget varieret - man passerer gennem skiftende naturtyper fra sneen til regnskoven. Varighed fra 3-5 dage, bl.a. afhængig af, hvor meget, man medtager i vandringen, idet der er transportmulighed det sidste stykke. Trekket kan gås i grupper eller på egen hånd. Der er officielle teltpladser undervejs. Som noget nyt nu også et par refugier med mulighed for indendørs overnatning.
Trekket starter i 2800 m, og på 1½ dag stiges til 4600 m (i passet ved Salcantay-bjerget, 6400 m). Herefter går stort set resten af trekket ned ad. Efter overnatning i Aguas Calientes brat opstigning til Macchu Picchu (hvis bussen ikke vælges i stedet).
Hvad er Huayhuash-trekket.
Byen Huaraz, hovedstad for regionen Ancash, er udgangspunkt for hiking, trekking og klatring i bjergområderne Cordillera Blanca og Cordillera Huayhuash. Begge store massiver med nogle af Perus højeste tinder.
Den typiske vandring i Huayhuash (Huayhaush de Cirkuit) går rundt om selve massivet, der består en lang række 6000-meter-toppe, nærmest beliggende midt i en stor gletcher. Varighed fra 10 - 12 dage er typisk. I vort trek indgik et par overliggerdage med mulighed for mindre topture.
På vandringen i Huayhuash færdes man på hele trekket fra 3500 til 5000 meters højde.
Om dyre- og fugleliv m.v.. Læs beretningen.
(Huayhuash udtales efter alm. dansk stavemåde som: "Waywash").
....................................................................................
Vandreruten i Cordillera Huayhuash. Turen går rundt om et stort gletchermassiv af toppe mellem 6000 og 7000 m's højde. Nogle af de højeste i Andeskæden. Vandrehøjde fra 3500 til 5000 m.
Overnatningssteder er markeret med en kraftig tværstreg på tværs af ruten.
Idé, forberedelse - og generelle indtryk efter rejsen.
Vi har researchet og forberedt os siden sidste sommer. Korrespondancer på Outsite Magazine (se her på den gamle version
og
her på den nye
)
gav de første gode tips, gode engelske guidebøger og spanskkurser (og man kommer faktisk langt med det, man lærer på en enkelt sæson på begynderhold under AOF).
Det er også naturligt, når man opsøger et land i den tredje verden, at frekventere udenrigsministeriets rejsevejledning for det pågældende land. Da det danske udenrigsministerium mangler en sådan for netop Peru, opsøgte jeg
den svenske, som skræmmer lidt.
Man bør nok læse den, men tage den med forbehold.
Jeg følte mig tryg i Peru. Stor venlighed og hjælpsomhed fra lokalbefolkningen, som jeg har indtryk af stoler på hinanden i vid udstrækning.
Landet er, så vidt jeg kan se, i en god udvikling. Gode veje på de store stræk. En stabil offentlig transport, der i rimeligt omfang overholder køreplaner, selv om der mangler en overordnet koordinering - det gør det vanskeligt at skabe overblik over forbindelserne. Meget bureaukratisk, men super service.
Der er også elektricitet overalt, undtagen i de mest afsides bjergområder.
Skolepligt; og børnene lærer engelsk. Der er let adgang til oplysning på mange caféer/mødesteder med TV og talrige netcaféer i byerne, (om end med stærkt forældet og nedslidt udstyr) til priser, som er overkommelige for den almindelige befolkning. Mobiltelefonen er også udbredt.
Vi har oplevet demonstrationer og strejker, som har fundet sted uden myndighedernes indgriben. Befolkningen tør udtale sig.
Der er en udpræget åbenhed over for fremmede, og man ser turisterne som en mulighed - også i større perspektiv end ved at være aggresive gadesælgere. Gadesælgerne vil naturligvis gerne sælge, men respekterer her altid et nej.
Grunden til at valget faldt på netop Peru er, at bedste sæson for trekking her er perioden maj-september, hvor skolernes sommerferie (som jeg er afhængig af) ligger indenfor. Det er nemlig den tørreste tid på året her.
Ud over bjergene har vi på vores transporter omkring i landet oplevet skiftende naturtyper lige fra regnskov til ørkener (med frodige oaser).
Mon ikke dette billede af Salcantaybjerget var med til at vække appetitten.
Foto: Sinne Bundgård Nielsen.
|
|
 |