Hvem er jeg?

Løst og fast om mig.

Hvorfor privat hjemmeside?

Vel en slags efterbehandling af oplevelserne, som jeg ikke kan lade være med. Samtidig synes jeg, at mit friluftsliv giver mig et indhold og en mening, som det er værd at fortælle om. Hvis jeg så tilmed har held til at berige nogle med et par tips, er der jo fint.

For udveksling af erfaringer eller andet, er du velkommen til at
kontakte mig Du må også gerne give et lille respons i min gæstebog
.

Facts i øvrigt:

 Født 1957. Nordjyde, der i 2000 bosatte sig ved Silkeborg (Funder Bakke) p.g.a. naturen og kunsten. Læreruddannet 1982 i Hjørring. Arbejder nu på Dybkær Specialskole, Lemming afdeling, som praktisk/pædagogisk medhjælp efter mange år uden for skoleverdenen.

I midten af 1990'erne var jeg desuden i 3 år elev på Ranum Kunstskole. Om min kunst med eksempler på denne side.

Morgenmad på cykeltur i de smålandske skove, hvor jeg fandt fred for myggevrimlen på en civiliseret tomt.

Friluftsliv gennem årene.

Min hang til natur/vandring/friluftsliv har altid været der. Var ivrig spejder og fik som 12 årig mit første fjeldeventyr på Hardangervidden med min far, som jeg fik overtalt til dette. Han blev selv grebet og har gået fjeldture lige til i dag. 

Jeg er siden blevet godt kendt i mange norske fjeldområder, men har også vandret i Nord- og Sydsverige, Grønland, Alperne, Marokko (Høje Atlas) og Kenya (Mt. Kenya og ørkenområdet Turkana). I 2007 betrådte jeg desuden Peru's Andesbjerge på en måned lang rejse.

Gennem årene har jeg også cyklet rundt i Danmark, Norge, Sverige, Irland, Sydfrankring og Norditalien. Typisk en 3-ugers tur i sommerferien. Også cykelturene er undertiden gået ret højt op i bjergene.

Vandring er dog min absolut foretrukne friluftsaktivitet, som bringer langt tættere på naturen. Naturoplevelse og fysisk udfoldelse hænger for mig uadskilleligt sammen. Jeg dyrker det året rundt, også herhjemme, hvor naturen ikke har samme dimensioner, men dog har andre kvaliteter.
 
Har også stået på ski og roet kajak.

Ingen charterferier nogensinde. Bilferier kan jeg stort set kun huske fra jeg var barn.

Jeg er ikke bilejer og bruger cyklen særdeles meget, også i det daglige.
Aurlandsfjorden i dybet - fra tur i Skarvheimen i 2006.

Fællesskaber omkring friluftsliv.

Et egentligt vandrefællesskab fandt jeg først, da jeg efter flytning til Silkeborg meldte mig ind i den lokale fodslawforening . Her kom jeg i bestyrelsen og blev snart formand. Ville præge med min mere natur- og friluftsorienterede indgang til vandring gennem shelterture og fjeldvandringer. Små skridt! 

Imidlertid fandt jeg senere
 NFA (nu Natur og Fjeld),
hvis primitive og naturorienterede koncept falder godt i tråd med min grundlæggende interesse. Vi tager på teltture året rundt, og der indgår også ski, kano og kajak i aktiviteterne, der foregår såvel indenlands som udenlands i vildmarksprægede områder. Efterhånden er jeg også en aktiv turarrangør her. 

Som part i et fællesskab går man et skridt længere - og udvikler sig.


Formandskabet i Fodslaw er nu afløst af bestyrelsesarbejde i Natur og Fjeld.

Jeg korresponderer nu også en del på Outsite Magazine et friluftsmagazin på internettet, hvor friluftsfolket giver tips til hinanden. Jeg har skrevet 8 artikler, der ligger her. Find dem under mine  Links Jeg havde bl.a. udbytte af dette site ved planlægningen af turen til Peru.

Fra påskevandreturen på Hallandsleden 2006. Denne tur var meget præget af regn og ustabilt vejr.